Brosten
Handlestærke kvinder
"Det skal du ikke bryde dit kønne lille hoved med!” Hvilken afmagt har netop den bemærkning ikke hensat tusindvis af kloge og handlekraftige kvinder i? Dejlig slægts- og udviklingsroman fra Norge i sidste halvdel af 1800-tallet. Toril Brekkes dejlige slægt- og udviklingsroman fra Norge i sidste halvdel af 1800-tallet handler netop om to ressourcestærke, men samtidig ualmindeligt heldige kvinder. Trods et mandsdomineret samfund får de alligevel mulighed for at leve op til deres ansvar som datter og datterdatter af Sara. En af de første uddannede jordemødre i Norge.
Mareridt bliver til virkelighed
Datteren Sara bliver godt gift med den glødende forelskede købmand Jakob Mortensen og drager til Trondhjem med ham for at starte en købmandsbutik. Det går strygende for dem. Jakob bliver snart en af byens matadorer. Men skarpsindige Sara betragter sin visionære og gavmilde mand med stadig bekymring. Hun kan dog umuligt delagtiggøre sin mand i sine overvejelser. Forretning er jo mændenes gebet. Saras mareridt bliver til virkelighed. En kæde af overkautionering og efterfølgende fallitter truer med at tage alle med i faldet. Sara træder i karakter og nægter at sidde til pynt længere, men i modstrid med sin tid er Jakob glad og stolt over sin dygtige kone.
Saras og Jakobs datter Sanna gifter sig også med en forelsket forretningsmand. Hans betagelse resulterer i 10 børn i rap. I disse år går Sanna rundt i sin egen døs, invalideret af en tilsyneladende evig vekslen mellem kvalme, træthed og fødselssmerte. Først bagefter magter hun at leve op til sin mors og mormors forbillede.
Et farverigt kvindeprotræt
Man kommer uvægerligt til at tænke på Matador. Forfatteren skildrer 50 års rivende økonomisk udvikling, angstskabende fallitter og liflig velstand med indlevelse og indfølingsevne. Brosten kan læses selvstændigt, men er fortsættelsen til Sara, der kom i 2002. Sara skildrer en usædvanlig kvinde, der lider den kranke skæbne at blive gift med en almindelig mand af sin tid. Trods undertrykkelse og sygdom evner hun at give sine ideer om kvinders ligeværd videre til sine heldigere kvindelige efterkommere. Bogen er farverig og sødmefuld underholdning. Det ville være nærliggende, men dybt uretfærdigt at slå Brosten i hartkorn med underholdningsromaner a la Elizabeth Jane Howards og Rosamunde Pilchers bøger. De nuancerede kvindeportrætter og det kvindepolitiske tema hæver den langt over mængden.
Søg i anbefalinger
Tidligere anbefalinger