Borgmester ved et tilfælde
Mortens drøm
"Jeg havde en underlig drøm i nat. Jeg drømte, at jeg blev statsminister".
Morten er el-installatør i Blegerød og har egentlig ikke dannet sig nogen mening om livet. Og da slet ikke om, hvordan en politiker kan påvirke andres liv og samfundet. Men da selve borgmesteren spørger Morten, om han vil stille op til næste kommunalvalg, husker han sin drøm og siger ja.
Nyt byrådsmedlem
Borgmesteren har brug for et nyt byrådsmedlem, som gerne skal komme fra byens østlige kant, hvor oppositionen står stærkt. En person uden politisk fortid. Og en person, han kan dirigere med, og som kan ændre magtfordelingen i byrådet.
Firmaet Lotus
Morten er familiefar og gift med Marianne, der er sekretær i uddannelsesvirksomheden Lotus. Lotus har netop mistet sin seniordirektør. Han blev skudt på en forretningsjagt med en svensker og to polakker. Likvideret, viser det sig. Han havde ikke overholdt sine aftaler med de polske samarbejdspartnere.
Humor
Den ironiske og temmelig satiriske beskrivelse af firmaet Lotus, der på kurser lærer folk alt fra mere effektiv ledelse til at besvare telefonopkald med overbevisende venlighed, er et fund af humor. Den viser forfatterens mestring af sproglig underfundighed.
Borgmesteren
Borgmesteren løbetræner hver morgen for at hilse på vælgerne og for forhåbentligt at skaffe sig nye stemmer. Han tæller hver dag, om ruten har givet mange kontakter. Og han har lært hos Lotus at trykke hånd med begge hænder, så den, han hilser på, kan føle sig som en særligt vigtig person.
Sjove replikker og morson læsning
John Stefan Olsen har en god, morsom og præcis replik. Hans roman får mig til at tænke på Jørgen Riel og Finn Søeborg omsat til vore dages Danmark. Men bedst genkendes forfatterens kvikke og underfundige replikskifte fra film som Strisser på Samsø, Taxa og Krummerne, som han har været med til at skrive. Måske får vi borgmester Morten at se i biografen.
Borgmester ved et tilfælde er herlig, uforpligtende og morsom læsning. Og der er frydefulde sekvenser, hvor man genkender kendte personer i let karikatur og aktuelle politikeres krumspring for at bevare taburetten og populariteten.
Søg i anbefalinger
Tidligere anbefalinger