Bogen om Blanche og Marie

af Per Olov Enquist

Skrevet af: Mette Elsig Olsen, Århus Kommunes Biblioteker

Redigeret af: Maren Feldberg, DBB

Bogen handler om Marie Curie og hendes assistent Blanche, som indlægges på et sindssygehospital. Marie Curie er opdager af radium. Begge kvinderne dør af radium-stråling. Bogen er skrevet i en både lyrisk og fortællende stil. Det er en gribende roman.

Dokumentarroman

En gribende roman om kærlighedens inderste gåde fra den begivenhedsrige periode omkring 1900. Bogen om Blanche og Marie er en poetisk dokumentarroman om Blanche Wittman og Marie Curie.

Bogen er blandt andet skrevet over Blanches notesbøger; den gule, den sorte og den røde bog. Samlet kaldet Spørgsmålsbogen. Heri nedskriver hun notater og spørgsmål om sit og Marie Curies levned og om kærlighedens ubegribelige væsen.

Forskning i sindsyge

Fra 1878-1893 er Blanche indlagt for hysteri som hundredvis af andre kvinder på det store sindssygehospital, Salpêtrièrehospitalet, i Paris. Her er den verdensberømte neurolog Charcot overhoved. På hospitalet kommer Sigmund Freud og August Strindberg til store ugentlige seancer, hvor Blanche er aktør i forskningens navn. Til seancerne vil man udforske kvindens gådefulde natur og psykens kontinent.

Blanche har et mangeårigt platonisk kærlighedsforhold til Charcot, som først stopper, da han dør. Efter hans død bliver Blanche mærkværdigvis rask! Herefter bliver Blanche Marie Curies assistent og fortrolige.

Blanche og Maries skæbne

Marie Curie er opdageren af radium og dobbelt nobelpristager i kemi. Hun får efter sin mands død et kærlighedsforhold til en gift fransk forsker. Dette betyder slutningen på hendes forskerkarriere, da det opdages.

Blanche får pga. af de farlige radiumstråler amputeret begge ben og venstre arm og bevæger sig til sidst rundt som torso i en lille trækasse på hjul. Blanche og Marie dør begge af radiumstråling.

Skrivestilen

I bogen har Enquist indlejret selvbiografiske afsnit om det pietistiske liv i Västerbotten. Og han lever op til sit ry som en af Nordens bedste prosaister. Sproget er ofte knapt, nærmest lyrisk, og de mange udråbstegn er livgivende for prosaen. Andre passager er fortællende med en intim sprogtone. Den sammensatte stil passer godt til romanen, som nogle steder flyder ligeså associativt som tanker. Enquists valg af henholdsvis lyrisk og fortællende skrivestil står i et interessant forhold til bogens eksistentielle spørgsmål. Skrivestilen er, sammen med det stærke og psykologisk mættede stof, med til at give bogen sin drivkraft. Den er svær at lægge fra sig.

Publiceret:

13. Oktober 2005

Oprindeligt publiceret:

Litteratursiden.dk, 2005