Baade - og. 1. del. Mandag

af Jesper Knallhatt
Skrevet af: Karen Friis, Nota
Både-og, er en roman, ikke en fagbog. Det er en fortælling om vor tids nyeste teknologier, om hvordan vores verden udvikler sig og bliver mere og mere kompleks, og om hvordan vi definerer vores vestlige samfunds, umistelige?, værdier.

Pseudonym

Bogen er skrevet under pseudonym. Forfatteren Lene Andersen skjuler sig under to pseudonymer: 1. Jesper Knallhatt og 2. Professor Pamfilia Severinsen, editor in chief.

Både-og, er en roman, ikke en fagbog. Det er en fortælling om vor tids nyeste teknologier, om hvordan vores verden udvikler sig og bliver mere og mere kompleks, og om hvordan vi definerer vores vestlige samfunds, umistelige?, værdier.

Værket falder tydeligt i 3 hoveddele: 1. Hva har vi gang i? 2. Hvordan hänger det sammen? 3. Hvem er vi?

En antikvitet

Bogen skydes i gang med at vi bliver sat frem til året 2035. Professor Pamfilia Severinsen har fået adgang til en antikvitet, en bærbar computer. Denne pc indeholder mange filer fra årene 2001-2006. De skulle have været udgivet som bog af Jesper Knallhatt. Professoren får samlet og udgivet bogen.

Vesteuropæisk erkendelsesteori

Bogen er formet som et langt interview mellem den unge journalist Tenna Rasmussen, og den erfarne journalist og medieperson Cornelius. Cornelius blev berømt på at kunne forudsige fremtiden. Nu bor han på et psykiatrisk plejehjem. Samtalen er sokratisk, således at forstå, at den yngre stiller spørgsmål og den ældre fortæller og forklarer. Det er virkelig en tour de force gennem den vesteuropæiske erkendelsesteori. Det bliver aldrig, næsten aldrig, kedeligt. Der forklares om nanoteknologi, informationsteknologi og videnskabshistorie.

Det er også en filosofisk bog. Titlen leder tanken hen på Søren Kierkegaards bog Enten-Eller og der er mange hentydninger til den kendte filosof. Der er mange overraskende erkendelser. Nogle er selvindlysende erkendelser, hvis man ellers lige får tænkt på det.

Et kapitel for sig

Sproget er et kapitel for sig. Stilen er skrevet à la 2035. Ordene er rappe, undertiden rapkæftede, og de er stavet meget mere lydret end i dag. Selvfølgelig er der et kraftigt indslag af engelsk/amerikanske ord. Sådan som dansk måske vil være om 30 år.

Selvom bogen kræver en tålmodig og vidende læser, er den også morsom, fyldt med ironi og lidt nørdet. Et virkeligt oplivende krydderi er de mange citater, der er sat ind i margenen overalt. De strækker sig fra August Strindberg, over Bibelen, Koranen og Karl Marx til Hilda Heick, der ifølge bagsidenoten ikke kunne lægge bogen fra sig.

Det er forfatterens første bog. Bogen er planlagt til at omfatte 5 dele. En for hver arbejdsdag i ugen.

Lene Andersen har udgivet den på eget forlag, Det Andersenske Forlag. Anden del er ved at blive indlæst på DBB.

Publiceret: 
22. Juni 2007