Angelas aske

Første katastrofe

Da bogen begynder, bor familien på 7 medlemmer i New York i et fattigt kvarter, men med gode naboer. Der er ikke mange penge, da faderen kun lejlighedsvis har arbejde. Faderen har også en lyst til at drikke ugelønnen op, som ikke helt er under kontrol.

Første katastrofe indtræffer, da den yngste, Margaret, dør som spæd. Moderen går ned psykisk, og det besluttes at familien skal tage til Irland for at få støtte fra familien.

På sultegrænsen

Det irske liv leves i en fattigdom på sultegrænsen, som er svært at forestille sig. Faderen stammer fra Nordirland, hvilket betyder, at han ikke accepteres socialt i Irland. Englænderne fremstilles af irerne som nogle kyniske jordejere, der kun er ude på at undertrykke irerne. Den rare, fortællelystne og lidt dumstolte far evner ikke at forsørge familien. Drikkeriet bliver stadig værre. Moderen, der er meget from og katolsk, må gå tiggergang til arrogante velgørende institutioner. Hun er virkeligt bundet til hjemmet og ude af stand til at hjælpe sig selv og sine børn. Undervejs dør to tvillingedrenge og der fødes endnu to drenge, der heldigvis er levedygtige.

Den sorte skole

Da Frank kommer i skole oplever han en masse udenadslære og autoritære, uvidende og ufølsomme lærere. Nogle af dem er nærmest sadister. Dagens ret er kadaverdisciplin, men heldigvis er der en vis solidaritet drengene imellem. Da anden verdenskrig bryder ud, tager mange irere til England for at arbejde. Således også Franks far. Han forsvinder herefter ud af familiens liv.

Emigration til USA

Frank går ud af skolen som 14-årig. Han ønsker at være en mand og tjene en løn hjem til familien. Han er velbegavet og får en hjælpende hånd fra forskellige sider, men udnyttes til tider også. Som 17-årig beslutter han sig til at spare sammen for at kunne emigrere til USA. Det lykkes ham hurtigt med lidt held og håndkraft... Som 19-årig kan han gå ombord på et skib. Han har appetit på livet og kærligheden.

Socialrealisme når den er bedst

Bogen anbefales stærkt, fordi den er gennemsyret af en humor, som får én til både at grine og græde. Desuden viser Frank en overbærenhed og en psykologisk forståelse, der varmer helt ind i hjertet. Det er socialrealisme, når den er bedst. Man må huske, det er en skildring af den sociale virkelighed i 1930rnes Irland. Frank McCourt har selv gennemlevet dette liv.

Jeg tror, at bogen kan fornøje mange.