Album

af Benn Q. Holm
Skrevet af: Michael Høyer-Nielsen, Århus Kommunes Biblioteker
Redigeret af: Hanne Rosenthal Hansen, Nota
Album handler om 3 mænds liv fra drengeårene i 70erne til livet som voksne i 90erne. Man hører om kærligheden, jobbene, misbrug og drukture. Bogen giver samtidig et godt tidsbillede fra Danmark i perioden.

3 hovedpersoner 

Album er Benn Q Holms melankolske tilbageblik på de sidste tre årtier i det sidste årtusind. Vi følger tre mænd fra de tidlige drengeår i 70erne og frem, til skægstubbene er vokset frem og har fået mere grå nuancer i 90ernes Danmark. Lars, søn af den småborgerlige handelsmand, med hang til sprit og hor. Akademikersønnen Jon og forstadsknægten Martin. Tre forskellige skæbner, den ene - taber Lars - på bistand efter en flirt som smågangster og stofmisbruger, men alligevel med positive sider, den kedelige, korrekte Jon, som bliver læge, og til sidst Martin, den smarte forfatter. Vi følger deres længsler, de tabte drømme, kærligheden, skilsmisserne, jobbene, og det hele krydres med interessante bipersoner som Lars søstre Katja og Tess samt yuppien Ulrik. Romanen springer frem og tilbage i tidsbillederne, og denne bladren i "familiealbummet" tegner en Danmarkshistorie over tre årtiers liv for den generation, som nu er i starten af 40erne.

Tidsbillede

Album bliver på den måde Benn Qs melankolske tilbageblik på den tid, der dannede rammen om hans egen ungdom og begyndende voksenliv. Modsat flere af forfatterens tidligere romaner er det ikke storbyens puls og de smarte cafeer, der er omdrejningspunktet i Album. Tempoet er mere roligt og henslæbende end tidligere set, sågar en bondegård optræder i værket, men til trods for halmen er det alligevel en roman om storbyen og de skift, tiden maler i dens billede. Ingen Benn Q roman er dog fuldkommen uden varemærket: drukbeskrivelserne, og her har forfatteren virkelig en evne og indlevelse, som er imponerende. Det er altid flot og fornøjelig læsning.

Andre romaner af forfatteren

Benn Qs forfatterskab er altid et bekendtskab værd, og af tidligere romaner kan især Hafnia Punk og Sommer anbefales. Album er en mere seriøs og eftertænksom roman end Benn Qs tidligere værker og foregår som nævnt i et mere roligt tempo.

Generationsroman

Som generationsroman er det nærliggende at sammenligne den med Ejersbos Nordkraft, og der er paralleler, selvom de dog også er meget forskellige. Begge har dog det tilfælles, at de er to af de bedste danske udgivelser i mange år. Album er et must, en fremragende fortælling, som fortjener en plads på dit natbord.

Publiceret: 
10. Jan 2005
Oprindeligt publiceret: 
Litteratursiden.dk, 2003