Adam den tredje i fjerde

af Torun Lian
Skrevet af: Pia Grøndahl Jørgensen, Nota
Adam går i fjerde klasse. Han er lille. Hans forældre er skilt og moren er altid nervøs. Han undertrykkes af sin storebror og han har ingen venner. Derfor prøver Adam at gøre sig usynlig. Det lykkes for det meste. Lige indtil den dag, hvor Eva kommer i Adams klasse og alting bliver anderledes. Adam går i fjerde klasse. Han hænger på en knage med armene bundet på ryggen og snørebåndene bundet sammen. Han har det ikke nemt. Han er lille. Hans forældre er skilt og moren er altid nervøs. Han undertrykkes af sin storebror og han har ingen venner. Det er de store i syvende, der har hængt ham op på knagen. Derfor prøver Adam på at gøre sig så usynlig som muligt.

Adams stemme

Udover at være lille, lider Adam også under, at hans stemme ikke virker. Når han er sammen med mange mennesker, kan han ikke sige noget. Hvis der overhovedet kommer ord ud af munden på ham, er det kun en hvisken. Lærerne har opgivet at få ham til at svare på noget. Undtagen i matematik. Adam er nemlig utrolig god til matematik. Han regner aldrig forkert og tør godt regne stykker på tavlen.

Eva - et mobbeoffer

Men der er faktisk en, der har det lige så slemt som Adam. Eva fra parallelklassen bliver mobbet. Men i modsætning til Adam har hun ikke problemer med stemmen. Eva råber og skriger og finder på bandeord, som ingen har hørt før.

Adam er dødsens bange for Eva. Rygtet går nemlig at hun kender steder på kroppen, hvor man med et slag kan slå et menneske ihjel.

Da Eva bliver flyttet over i Adams klasse, bliver livet et mareridt for ham. Han er sikker på, at hun kun venter på en mulighed for at slå ham ihjel. Han bliver et rystende nervevrag og ikke engang i matematik kan han regne rigtigt mere.

Det kan godt afsløres, at Adam overlever. Han får endda en ven og oplever at han faktisk har en stemme.

Mobning

Denne bog handler om mobning og om hvordan man har det, når man bliver mobbet. Mobning er et alvorligt emne, men bogen beskriver det på en sjov måde. Adam den tredje i fjerde giver både noget at tænke over og et godt grin. I Norge blev bogen kåret som bedste børnebog i 2005.

Publiceret: 
5. November 2008