16-07-41
Flyvetur i skyerne
Romanen starter med en betagende flyvetur i himmelske, hvide skyer over Frankfurt. Forfatteren er på vej til en bogmesse, men flyet bliver omdirigiret til en anden lufthavn. Han svæver nu rundt i det himmelske univers og bliver næsten en engel blandt andre deroppe i det hvide skyparadis.
Så ser han sin far. Han sidder på en sky og vinker til ham! Ingen grund til at grine her. For pludselig vælter savnet af faderen, der døde, da han var 11 år, ind over ham.
Berlin
I næste afsnit er vi i Berlin. Forfatteren gør i lange, dvælende iagttagelser sine observationer som en anden turist. Han kender byen ind og ud. For Berlin-kyndige må det være som at have en guide med rundt. Hvis jeg tager den U-Bahn, kommer jeg derhen…. I fodnoter uddyber Solstad sine observationer af bygninger og mennesker, han møder på sin vej.
Studenterjubilæum
De sidste 30 sider er faderen igen nærværende, idet forfatteren er inviteret til 40 års studenterjubilæum i sin fødeby, Sandefjord. På en grotesk taxatur tager han fra restaurant til restaurant. Han har glemt, hvor festen skulle finde sted. Da han endelig finder sine studiekammerater, bliver festen holdt i hans forældres gamle lejlighed!
En slagen mand
Pludselig husker han en hændelse. Faderen havde opfundet legetøjsfaldskærme. Men han havde gemt dem væk, da de aldrig kom i produktion. Nu husker han i græmmelse, hvorledes han og en kammerat havde spredt faldskærmene ud fra lejlighedens altan. Forfatteren beskriver faderen som en slagen mand. Han kunne ikke forsørge sin familie og blev syg. Men hans hengivenhed og fortrolighed med faderen skinner hele tiden igennem.
Et smerteligt portræt af en fader og sønnens livslange afhængighed af denne.
Søg i anbefalinger
Tidligere anbefalinger