100 låger

Drengen Henry ankommer til den lille by Henry langt ude på landet i Kansas for at bo hos sin onkel, tante og deres tre døtre. Hans forældre er blevet kidnappet. De var i færd med at skrive en bog om at cykle på tværs af Sydamerika, men de blev taget som gidsler af oprørere i Bolivia. Og mens der forhandles om løsesum og deres løsladelse, må Henry passes af familien.

Det er en stor omvæltning for Henry. Hans forældre har været grotesk overbeskyttende og politisk korrekte, og det er en helt ny verden, der åbner sig for ham, fuld af muligheder. Og så er der jo lige den låge, der dukker frem bag pudset på væggen i hans soveværelse en sen nat. Da han og kusinen fjerner mere puds, viser det sig, at hele væggen er dækket af låger. Og da det lykkes at åbne en af dem, fører den til et helt andet sted, et fjernt posthus.

Flere af lågerne åbnes, og de fører til vidt forskellige steder. En af dem fører til et mørkt rum, der emmer af ondskab. Og så begynder Henry at modtage breve – nogle opmuntrende, andre truende.

Jeg må indrømme, at jeg fik fat i 100 låger, fordi jeg troede, at der var tale om en gyser – og udsigten til at læse endnu en fantasy-trilogi for de yngre læsere huede mig ikke ligefrem. Især ikke da der endnu engang var tale om en forældreløs dreng, der viser sig at have en skæbne. Men det tog kun forfatteren ganske få sider at overbevise mig om, at her var ganske andre boller på suppen.

Der er ingen tvivl om, at Wilson kender klassikerne. De hundrede låger er som Narnia skruet op i omdrejninger. Og Henry minder lidt om Harry Potter: Han er en taber, men ikke noget offer. Der lægges op til den store kamp mellem godt og ondt. Wilson formår at fortælle en god, afsluttet historie og samtidig lægge bunker af tråde ud til fremtidige forviklinger. Henry slipper måske nok levende fra dette første bind, og alt ånder fryd og gammen, men der er tydeligvis lagt i kakkelovnen.

Det, der især løfter 100 låger, er, at forfatteren er en gudbenådet fortæller. Der er energi, spænding og humor på så godt som hver side. Personerne er fascinerende og både irriterende og underholdende. Men først og fremmest er der lune i N. D. Wilsons første bog på dansk. Det bliver forhåbentlig ikke den sidste, for det er afgjort en af de få serier, hvor jeg vil se frem til fortsættelsen.

Oprindeligt publiceret: 

Fortællingen.dk, 2008